Post by Catarina Johnson on Dec 25, 2006 22:54:43 GMT 1
Fulde navn:
Catarina Johnson
kælenavn:
intet endnu...
alder:
21
Evner:
illuision
Titel:
oprører... the Fenders
Mor:
Isabella Johnson (død)
Far:
William Johnson (død)
Søskende:
nope...
højde:
173
vægt:
60
svagheder:
Smykker!!! og viden... Hun gør næsten alt for viden og smykker... Hun er heller ikke særlig god fysisk, og vælger derfor at snakke sig ud af problemer, eller lade andre kæmpe sin kamp...
styrke:
Hun er god til at lyve og spille skuespil, Og er utrolig intelligent... Man kan sagtens tale med hende om problemer, men ALT har sin pris, medmindre man er en ven... Så er hun loyal... Hun er også meget ærefuld, og redder man hende ud af et problem, kan hun ikke hvile, før hun har betalt gælden tilbage, hvilket også kan være en ulempe...
Derudover er hun en glimrende strateg, og mange kampe udkæmpes for hendes vedkommende før de starter...
Personlighed:
HUn er meget beregnende og manipulerende, og har det med at spille dum, så man undervudere hende... Hun er meget venlig, men kan godt være kold og utilnærmelig, når hun har problemer... HUn er god til at lytte, og har som regel altid et svar, på alting.. Og opstår der et problem, helmer hun ikke før hun har løst det... Hun graver i fortiden, snakker med folk, indtil hun har løst problemet... Hun lader intet udover sin ære, for at komme frem i livet, som hun efterhånden sætter rimelig højt... Hun er venlig nok overfor folk, men vil helst ikk efortælle dem noget om sig selv før hun kender dem... Overfor venner er hun dog meget åben og ærlig, bortset fra når hendes kvaler overrumpler hende...
Udseende:
langt mørkeblond hår, som går ned til midt på skulderbladende... En slank, lettere spinkel og feminin bygning, og nogle utrolig mørke brune øjne, og sensuelle røde læber...
Tøjstil: hvis hun kan slippe for det, går hun i pænt og elegant tøj, om det så er nogle laser hun har fået en til at sy om til noget... men hun kan også godt gå i almindeligt tøj, hvis der er en grund...
Kendetegn:
Baggrund:
Hun blev ublidt slået i ansigtet, og da hun faldt ned på den regnvåde jord, mærkede hun smerten gennebore hende som en rødglødende kniv over det hele, som rystede resten af søvnens tåger af... Hun åbnede øjnene og så lige ind i et par mørke, kolde og håndefulde øjne... Stanken af sved, hang ved ham, og hun vendte ansigtet væk, for ikke at brække sig... Hovedet blev brutalt revet tilbage, af en barket og fedladen hånd... Nu kunne hun huske det hele, og fattede hurtigt at hendes liv nu snart var forbi... Det paserede Revy for hendes indre øje...
Hendes fars alt for tidlige død... Hendes 7 års fødselsdag uden hendes far, stortudende, fordi hendes mor ikke havde råd til noget andet end lidt bedre mad... Moderens mange mandlige demoner... Biblioteket Catarina altid søgte hen til, når mændende kiggede lidt for langt efter hende, eller var voldelige mod hendes mor... Mobberiet på gaden... De mange søvnløse nætter hvor frygten for endnu en af moderens venner ville komme ind til hende, lå i brystet, som et dårligt hjerte... moderens forklaring på de mange mænd, da Catarina var 10 år... Hadet der voksede i Catarina, for at moderen gjorde sådan noget, Moderens død, og Catarinas forståelse... Løftet til sig selv om aldrig at lade noget komme i vejen for hendes vej frem i verden... Hun var 14... De mange boligere med tilhørende 30 til 40 årige mænd, fordi hun skulle bruge et sted at bo... Det år hun boede på gaden, og glemte alt om sin 16 års førdselsdag... Mødet med den veltalende, fine ældre herre, som viste sig bare at ville burge hende, til at blive som hendes mor... en prostueret... Flugtforsøgene, der allesammen fejlede, i løbet af det år hun levede i helvede... Den tågede og kolde vinternat, hun løb derfra i en oprevet stram nederdel og et oprevet top, og stiletter hun havde smidt for længst... gennem byernes skumle gader... Frygten for at blive fanget, at manden og hans gorillaer... Hvordan hun altid var på flugt, og den kolde nat, en fandt hende blødende på jorden i kramber, fordi hun var ved at abotere... kliniken som lugtede af mug, og med døden lurende overalt... Den dag de smed hende ud, med sørgmodige miner, fordi hun var så langt ude, at hun stjal medicinen fra klinikken... Det ½ år som tyv, for at overleve, og til sidst, det store beløb hun skyldede en lille bande, der havde stoffer som sit domæne... Hun havde flygtet fra dem i en måned nu, men de havde til sidst fundet hende, på en bar hun var inde på, hvor hun og banden lederens højre hånd tilfædligvis støtte på hinanden... Hún prøvede at lyve, for derefter at flygte, men selvfølgelig rendte hun lige ind i en dæmon... han tog hende med ud i en gyde bag baren, og tæskede løs på hende, bare for hans fornøjelses skyld til hun næsten besvimede... en kirkeklokke lød.. Den var tolv.. Hun var nu 20 år, og skulle dø... De mørke, kolde, grusomme øjne, som tilhørte chefens højre hånd, rev tøjet af hende, så hun stod helt nøgen mens regnen silede ned... Hendes hår klistrede til ansigtet, og hendes læbe var hævet, men selve hendes krop var køn nok.. Alt for tynd, på grund af for lidt mad, og for mange stoffer, men ganske køn... Han kiggede ned ad hende med et sulten blik, og begyndte så at knappe bukserne op... Han slikkede hende op ad halsen og hviskede hende i øret, med en ru og grødet stemme...
Og bag efter skal du dø din lille mær...
hun hørte det knap nok.. Var allerede på vej ind på biblioteket i sine tanker, det eneste sted der altid havde været hendes fristed... Hendes øjne var havde et fjernt glimt, og hun fokuserede ikke på noget... Bukserne var nu helt af, da hendes skytsengel kom hende til undsætning... Heldigvis havde Dumrian der stod foran hende, ikke tænkt på, at folk havde set hende... Også Mike, som normalt ikke ville have grebet ind, men nu havde den dæmon været en torn i øjet på ham et stykke tid, så han syntes han ville se hvad der skete... Døren går op og han træder ud, helt alene... dæmonen hører det, og evnder sig om... Hun kan endeligt trække vejret frit igen, uden at have kvalmen liggende der hele tiden... Hun vender ligegyldigt hovedet, med en knusede afklaret ro... Hun ved hun skal dø... Men hun glemmer aldrig det næste der skete... Deres øjne mødtes og pludselig fik hun et spinkelt håb... Om han så en god medarbejder, eller om han bare var rigtig glad, det øjeblik ved hun ikke... Men reagerede.. Det gjorde han...
Synes du skal til at smutte ud af mit territorium fister... du har været her alt for lang tid, og nydt lidt for godt af min gæstfrihed... Jeg giver dig tre sekunder... En...
Han begyndte langsomt at tælle, men underdæmonenen ville hellere kæmpe.. han grinte ham op i hans ansigt, og prøvede at nedstirre ham til at flygte..
To...
Han talte med en knusende ro, som kun kan komme efter mange års infiltreren i miljøet...
Dumrian begyndte at tage hende op, så han havde et skjold, men nåede kun lige at tage fat i hende før... bump... Det hylede for hendes øre, og hendes kolde krop, der havde farvet hendes læber blå, fik nu en minimal varme, da dæmonens varme blod sprøjtede ud på hende... Hun var gået lidt i chok, og alt hun gjorde var bare at smide hans døde krop til siden, så godt hun nu kunne, og så rejse sig... Mike havde allerde vendt sig for at gå, men hun løb fobi ham, og afskar ham vejen, med Dumrians blod løbende ned af hendes nøgne krop... Hun slikkede sine, nu røde læber og fik metal smagen i munden... Døden havde allerede indtrådt i hendes øjne, og alligevel var der et lille glimt af liv i dem... måske var han nysgerrig, for at se hvornår hun ikke kunne klare mere og vise en svaghed... Måske var han bare nysgerrig... I hvert fald, fik hun lov til at fremsige sit ærne, men istedet for at sige noget, bøjede hun sig bare ned med det ene knæ på den rå asfalt, rystende af kulde...
Til... Til min gæld er betalt...
Stemmen var spinkel, og rystende, men bagved lå en styrke, og en sandhed, som ikke var til at overse... Han nikkede kort og forsvandt så.. Catarina der endelig havde fået en beskytter, og som var blevet reddet, kunne ikke holde facaden oppe mere... Hun havde drukket blod... Så snart Mike var væk, brækkede hun al den mad hun havde fået op, og lidt mere til... Men hun var glad.. For Mike havde besluttet sig at tage den nu 20 årige pige under sine vinger...
Hun samlede tøjstumperne sammen, og faldt i søvn sådan i det kolde vejr... Da hun vågnede igen, lå hun i en lille hård seng, med en rent tøj liggene ved siden af.. det var bare nogle laser men for hende var det meget... Hun tog tøjet på, og lærte hvordan hun brugte en kraft hun ikke anede hun havde.... samt hun lærte at være en ægte oprører... Mike fandt dog hurtigt ud af at hun var en glimrende strateg, men en dårlig fighter...
Foretrukkent våben:
Nogle knive, hun gemmer rundt omkring og en daggert der hænger i hendes bælte... Men hun bruger dem helst ikek hvis hun kan undgå det..
Hvad er din karakters baggrund for oprør:
Utilfredshed, kan man vel godt kalde det.... Men også af sin ære, da hun hjælper Mike, til hun har betalt sin livsgæld af, som hun nok aldrig gør...
Catarina Johnson
kælenavn:
intet endnu...
alder:
21
Evner:
illuision
Titel:
oprører... the Fenders
Mor:
Isabella Johnson (død)
Far:
William Johnson (død)
Søskende:
nope...
højde:
173
vægt:
60
svagheder:
Smykker!!! og viden... Hun gør næsten alt for viden og smykker... Hun er heller ikke særlig god fysisk, og vælger derfor at snakke sig ud af problemer, eller lade andre kæmpe sin kamp...
styrke:
Hun er god til at lyve og spille skuespil, Og er utrolig intelligent... Man kan sagtens tale med hende om problemer, men ALT har sin pris, medmindre man er en ven... Så er hun loyal... Hun er også meget ærefuld, og redder man hende ud af et problem, kan hun ikke hvile, før hun har betalt gælden tilbage, hvilket også kan være en ulempe...
Derudover er hun en glimrende strateg, og mange kampe udkæmpes for hendes vedkommende før de starter...
Personlighed:
HUn er meget beregnende og manipulerende, og har det med at spille dum, så man undervudere hende... Hun er meget venlig, men kan godt være kold og utilnærmelig, når hun har problemer... HUn er god til at lytte, og har som regel altid et svar, på alting.. Og opstår der et problem, helmer hun ikke før hun har løst det... Hun graver i fortiden, snakker med folk, indtil hun har løst problemet... Hun lader intet udover sin ære, for at komme frem i livet, som hun efterhånden sætter rimelig højt... Hun er venlig nok overfor folk, men vil helst ikk efortælle dem noget om sig selv før hun kender dem... Overfor venner er hun dog meget åben og ærlig, bortset fra når hendes kvaler overrumpler hende...
Udseende:
langt mørkeblond hår, som går ned til midt på skulderbladende... En slank, lettere spinkel og feminin bygning, og nogle utrolig mørke brune øjne, og sensuelle røde læber...
Tøjstil: hvis hun kan slippe for det, går hun i pænt og elegant tøj, om det så er nogle laser hun har fået en til at sy om til noget... men hun kan også godt gå i almindeligt tøj, hvis der er en grund...
Kendetegn:
Baggrund:
Hun blev ublidt slået i ansigtet, og da hun faldt ned på den regnvåde jord, mærkede hun smerten gennebore hende som en rødglødende kniv over det hele, som rystede resten af søvnens tåger af... Hun åbnede øjnene og så lige ind i et par mørke, kolde og håndefulde øjne... Stanken af sved, hang ved ham, og hun vendte ansigtet væk, for ikke at brække sig... Hovedet blev brutalt revet tilbage, af en barket og fedladen hånd... Nu kunne hun huske det hele, og fattede hurtigt at hendes liv nu snart var forbi... Det paserede Revy for hendes indre øje...
Hendes fars alt for tidlige død... Hendes 7 års fødselsdag uden hendes far, stortudende, fordi hendes mor ikke havde råd til noget andet end lidt bedre mad... Moderens mange mandlige demoner... Biblioteket Catarina altid søgte hen til, når mændende kiggede lidt for langt efter hende, eller var voldelige mod hendes mor... Mobberiet på gaden... De mange søvnløse nætter hvor frygten for endnu en af moderens venner ville komme ind til hende, lå i brystet, som et dårligt hjerte... moderens forklaring på de mange mænd, da Catarina var 10 år... Hadet der voksede i Catarina, for at moderen gjorde sådan noget, Moderens død, og Catarinas forståelse... Løftet til sig selv om aldrig at lade noget komme i vejen for hendes vej frem i verden... Hun var 14... De mange boligere med tilhørende 30 til 40 årige mænd, fordi hun skulle bruge et sted at bo... Det år hun boede på gaden, og glemte alt om sin 16 års førdselsdag... Mødet med den veltalende, fine ældre herre, som viste sig bare at ville burge hende, til at blive som hendes mor... en prostueret... Flugtforsøgene, der allesammen fejlede, i løbet af det år hun levede i helvede... Den tågede og kolde vinternat, hun løb derfra i en oprevet stram nederdel og et oprevet top, og stiletter hun havde smidt for længst... gennem byernes skumle gader... Frygten for at blive fanget, at manden og hans gorillaer... Hvordan hun altid var på flugt, og den kolde nat, en fandt hende blødende på jorden i kramber, fordi hun var ved at abotere... kliniken som lugtede af mug, og med døden lurende overalt... Den dag de smed hende ud, med sørgmodige miner, fordi hun var så langt ude, at hun stjal medicinen fra klinikken... Det ½ år som tyv, for at overleve, og til sidst, det store beløb hun skyldede en lille bande, der havde stoffer som sit domæne... Hun havde flygtet fra dem i en måned nu, men de havde til sidst fundet hende, på en bar hun var inde på, hvor hun og banden lederens højre hånd tilfædligvis støtte på hinanden... Hún prøvede at lyve, for derefter at flygte, men selvfølgelig rendte hun lige ind i en dæmon... han tog hende med ud i en gyde bag baren, og tæskede løs på hende, bare for hans fornøjelses skyld til hun næsten besvimede... en kirkeklokke lød.. Den var tolv.. Hun var nu 20 år, og skulle dø... De mørke, kolde, grusomme øjne, som tilhørte chefens højre hånd, rev tøjet af hende, så hun stod helt nøgen mens regnen silede ned... Hendes hår klistrede til ansigtet, og hendes læbe var hævet, men selve hendes krop var køn nok.. Alt for tynd, på grund af for lidt mad, og for mange stoffer, men ganske køn... Han kiggede ned ad hende med et sulten blik, og begyndte så at knappe bukserne op... Han slikkede hende op ad halsen og hviskede hende i øret, med en ru og grødet stemme...
Og bag efter skal du dø din lille mær...
hun hørte det knap nok.. Var allerede på vej ind på biblioteket i sine tanker, det eneste sted der altid havde været hendes fristed... Hendes øjne var havde et fjernt glimt, og hun fokuserede ikke på noget... Bukserne var nu helt af, da hendes skytsengel kom hende til undsætning... Heldigvis havde Dumrian der stod foran hende, ikke tænkt på, at folk havde set hende... Også Mike, som normalt ikke ville have grebet ind, men nu havde den dæmon været en torn i øjet på ham et stykke tid, så han syntes han ville se hvad der skete... Døren går op og han træder ud, helt alene... dæmonen hører det, og evnder sig om... Hun kan endeligt trække vejret frit igen, uden at have kvalmen liggende der hele tiden... Hun vender ligegyldigt hovedet, med en knusede afklaret ro... Hun ved hun skal dø... Men hun glemmer aldrig det næste der skete... Deres øjne mødtes og pludselig fik hun et spinkelt håb... Om han så en god medarbejder, eller om han bare var rigtig glad, det øjeblik ved hun ikke... Men reagerede.. Det gjorde han...
Synes du skal til at smutte ud af mit territorium fister... du har været her alt for lang tid, og nydt lidt for godt af min gæstfrihed... Jeg giver dig tre sekunder... En...
Han begyndte langsomt at tælle, men underdæmonenen ville hellere kæmpe.. han grinte ham op i hans ansigt, og prøvede at nedstirre ham til at flygte..
To...
Han talte med en knusende ro, som kun kan komme efter mange års infiltreren i miljøet...
Dumrian begyndte at tage hende op, så han havde et skjold, men nåede kun lige at tage fat i hende før... bump... Det hylede for hendes øre, og hendes kolde krop, der havde farvet hendes læber blå, fik nu en minimal varme, da dæmonens varme blod sprøjtede ud på hende... Hun var gået lidt i chok, og alt hun gjorde var bare at smide hans døde krop til siden, så godt hun nu kunne, og så rejse sig... Mike havde allerde vendt sig for at gå, men hun løb fobi ham, og afskar ham vejen, med Dumrians blod løbende ned af hendes nøgne krop... Hun slikkede sine, nu røde læber og fik metal smagen i munden... Døden havde allerede indtrådt i hendes øjne, og alligevel var der et lille glimt af liv i dem... måske var han nysgerrig, for at se hvornår hun ikke kunne klare mere og vise en svaghed... Måske var han bare nysgerrig... I hvert fald, fik hun lov til at fremsige sit ærne, men istedet for at sige noget, bøjede hun sig bare ned med det ene knæ på den rå asfalt, rystende af kulde...
Til... Til min gæld er betalt...
Stemmen var spinkel, og rystende, men bagved lå en styrke, og en sandhed, som ikke var til at overse... Han nikkede kort og forsvandt så.. Catarina der endelig havde fået en beskytter, og som var blevet reddet, kunne ikke holde facaden oppe mere... Hun havde drukket blod... Så snart Mike var væk, brækkede hun al den mad hun havde fået op, og lidt mere til... Men hun var glad.. For Mike havde besluttet sig at tage den nu 20 årige pige under sine vinger...
Hun samlede tøjstumperne sammen, og faldt i søvn sådan i det kolde vejr... Da hun vågnede igen, lå hun i en lille hård seng, med en rent tøj liggene ved siden af.. det var bare nogle laser men for hende var det meget... Hun tog tøjet på, og lærte hvordan hun brugte en kraft hun ikke anede hun havde.... samt hun lærte at være en ægte oprører... Mike fandt dog hurtigt ud af at hun var en glimrende strateg, men en dårlig fighter...
Foretrukkent våben:
Nogle knive, hun gemmer rundt omkring og en daggert der hænger i hendes bælte... Men hun bruger dem helst ikek hvis hun kan undgå det..
Hvad er din karakters baggrund for oprør:
Utilfredshed, kan man vel godt kalde det.... Men også af sin ære, da hun hjælper Mike, til hun har betalt sin livsgæld af, som hun nok aldrig gør...
